Referat fra ordinær generalforsamling (GF) i Helsingør Historiske Forening
i Toldkammerets Blomstersal – søndag den 16. marts 2025 kl. 14.00
Tilstede: Foreningens bestyrelse samt 25 medlemmer.
Dagsorden:
Ad 1. Valg af dirigent. Jan Niemann blev valgt og erklærede GF lovligt indvarslet.
Ad 2. Valg af referent. Carsten Rygaard.
Ad 3. Valg af stemmeudvalg. Jørgen Linde (revisor) og Charlotte Fenger.
Ad 4. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i 2024/25 v. formand Tom Sinding – citat:
”I 2024 mistede historisk forening desværre 2 personligheder, der har betydet meget for foreningen.
Vores næstformand og redaktør Bente Thomsen døde i en drukneulykke nær sit sommerhus i Småland. Bente var historiker med stort H, var tidligere gymnasielærer på Helsinge Gymnasium og har udgivet mange lærebøger til historiefaget i gymnasiet. Hun var klosterekspert med mange bogudgivelser samt foredrag og var meget aktiv i oprettelsen af Esrum Kloster som museum. Da Bente flyttede til Helsingør, havde jeg det held, at hun sagde ja til at gå ind i vores bestyrelse, hvor hun lagde en stor arbejdsindsats både som redaktør for museets årbog og som redaktør for historisk forenings 4 årlige medlemsblade ”Nyt fra det gamle Helsingør”. Bente var også en meget samvittighedsfuld samarbejdspartner, og vi savner hende.
Bent Jørgensen, som tidligere har været foreningens formand, døde i efteråret 2024 af sygdom. Bent var som journalist og redaktør for Nordsjælland kendt i hele byen, og de mange nekrologer skildrede hans omfangsrige virke. Bent var ved sin død stadig medlem af vores forening, og jeg spurgte ham tit til råds. Bent var i den grad helsingoraner og ironiserede tit med, at han var født på fødselsstiftelsen på Lappen og ikke det senere Antoniehus, der først blev etableret i 1946.
Flytningen af bymuseet har været omdiskuteret, og det har medført, at vi nu kan holde vores foredrag på Bibliotekets dæk i Kulturværftet. Det er jeg glad for. Der er god lyd og en flot storskærm. Desuden slipper vi selv for at flytte borde og stole ved møderne. Vi holder fast i 6 foredrag om året – gerne den sidste lørdag i måneden. Flytningen til Kulturværftet har desværre betydet, at vi må kræve tilmelding, da der kom over 150 tilhørere til et foredrag om Søborg Slot og Søborg sø. Vi har nemlig ”på dækket” en begrænsning på maks. 100 deltagere grundet bibliotekets brandregler.
Noget nyt er, at vi er gået i samarbejde med Folkeuniversitetet og Aftenskolen i Helsingør, som har mulighed for at finansiere foredragsholdere efter Folkeuniversitetet faste takster. Jeg behøver derfor ikke længere kun at tilbyde foredragsholderne 3 flasker rødvin som betaling.
Efter GF i marts 2024 konstituerede bestyrelsen sig, hvor jeg igen blev formand, Bente Thomsen næstformand og Flemming Jensen kasserer. Desuden bød vi velkommen til 2 nyvalgte medlemmer, nemlig Aksel Ravn og Søren Voller. Aksel Ravn flytter til Hillerød og er derfor udtrådt af bestyrelsen. Efter Bente Thomsens død har Carsten Rygaard overtaget posten som næstformand.
Foreningen vil gerne fortsætte med kun at sende elektroniske nyhedsbrev ud på mail, da der heldigvis nu kun er få medlemmer, der ikke har en mailadresse. De få medlemmer uden mailadresse henvises til at opsøge foreningens information gennem vores 4 årlige medlemsblade eller på vores hjemmeside.
Vi har ca. 280 betalende medlemskaber. Da en 1/3 er par, svarer det til i alt 482 medlemmer. Desværre har vi visse logistikproblemer med indbetalingen af kontingent, som vi søger løst snarest. Heldigvis har vi fået en bedre mulighed for at udlevere vores årbog 2024, idet Bibliotekets reception på Kulturværftet nu kan udlevere årbogen ved fremvisning af betalt årligt medlemskab.
I november 2024 inviterede vi alle foreningens medlemmer til lancering af Museets årbog, hvor vi hidtil har været ansvarlig for både redaktion og et økonomisk tilskud til bogens trykning. Det skal her nævnes, at Helsingørs historiske Forening ikke længere har mulighed for at stå for årbogens redaktion og finansiering, som derfor fremover overgår til Helsingør Museum. Næste årbog vil derfor først udkomme i 2026, idet museet vil revurdere årbogens koncept i løbet af 2025.
Historisk forening arrangerede sammen med Helsingør Museum og Folkeuniversitetet igen i 2024 den årlige ”Historiens dag i Helsingør”. Der afholdtes såvel foredrag som byvandringer samt aktiviteter i Skibsklarerergården. Tak til alle aktører.
Ingrid Dora Jarnbjer arrangerede en velbesøgt tur til Skåne i august 2024 samt en endagstur til den nye udstilling på Dunkers museum i Helsingborg sidst på året.
Bente Thomsens død gav os problemer med medlemsbladet. Heldigvis overtog Charlotte Fenger redaktørposten, så både årbog og medlemsbladet udkom til tiden. Senere er journalist Alice Rode blevet redaktør ”på prøve” og formand for skriftudvalget, der består af Charlotte Fenger, Torben Bill-Jessen og Jørgen Lind. Tak for arbejdet.
Som i de tidligere beretninger vil jeg takke for samarbejdet i bestyrelsen. Vi har kun holdt 4 fysiske bestyrelsesmøder, men flittigt brugt mails og telefon. Vi forsøger at uddelegere arbejdet til ”selvkørende” grupper. Der har været mange aktører, så jeg vil ikke nævne navne. Men alligevel nogle.
Tak til Ebbe Nielsen, der har stået for vores hjemmeside – et job som nu er overtaget af Julian Sonne. Hjemmesiden er endnu ikke opdateret, men det bør den snart blive.
Heldigvis hjælper Ellen Hagen fortsat med at pakke vores medlemsblade samtidig med, at hun stadig arbejder med et register til vores årbøger. Flere frivillige deltager med at udbringe vores medlemsblade. Vi sparer portoen, så tak til dem. Da portoen desværre steg meget i 2024, må vi nok tænke på alternative muligheder. PostNord kan ikke bruges efter 1. januar 2026. Vi vil gerne beholde vores medlemsblade som ”papir-tidsskrift” 4 gange om året – og ikke kun elektronisk på nettet.
I 2025 vil vi arbejde meget med forberedelsen af Helsingørs 600 års byjubilæum den 2. juni 2026. Jeg har tit kritiseret kommunen for deres ”sendrægtighed” vedr. forberedelserne, men heldigvis er der nu tegn på øget kommunal aktivitet desangående. Så jeg tror og håber, at vi får et flot jubilæum, selv om vi på ingen måde kan konkurrere med Kong Peders 500 års byjubilæum i 1926.
Så Helsingørs Historiske Forening vil fortsat være i ”arbejdstøjet”. citat slut.
Svar på bemærkninger eller spørgsmål til bestyrelsens beretning:
- Foreningens medlemskort er afskaffet, men der arbejdes på at indføre en kvittering for indbetalt årskontingent, som kan fungere som medlemskort.
- Alle har mulighed for at indsende stof/artikler til medlemsbladets redaktion, hvor man også kan rekvirere en beskrivelse af, hvordan artiklerne skal udformes rent lay-outmæssigt. Redaktionen fremgår af kolofonen på medlemsbladets side 2.
Ad 5. Forelæggelse af det reviderede årsregnskab for 2024 til godkendelse v. kasserer Flemming Jensen. Årsregnskabet viste et lille overskud. Blev godkendt og lægges på foreningens hjemmeside.
Ad 6. Vedtagelse af budget for 2025 v. kasserer Flemming Jensen. Budgettet for 2025 blev vedtaget.
Ad 7. Forslag fra bestyrelsen. Ingen forslag.
Ad 8. Forslag fra foreningens medlemmer. Ingen indkomne forslag.
Ad 9. Valg af bestyrelsesmedlemmer. Carsten Rygaard (genvalg), Søren Voller (genvalg), Martin Davidsen (ny) og Jan Horn Petersen (ny) blev alle valgt for 2 år.
Ad 10. Valg af to suppleanter. Charlotte Fenger og Torben Bill-Jessen blev valgt.
Ad 11. Valg af to revisorer. Jørgen Lind og Jan Niemann blev valgt.
Ad 12. Valg af én revisorsuppleant. Intet valg.
Ad 13. Fastsættelse af kontingent for 2026. Uændret kontingent på kr. 250 for enlige og kr. 300 for par.
Ad 14. Eventuelt.
- Museumschefen, Sebastian Gyrst-Longsig Christensen, fortalte om ”Bymodellens” fremtid efter Bymuseets lukning i Karmeliterhuset. Bymodellen, der detaljeret viser Helsingør anno 1801, vil fra juni 2025 atter blive udstillet på bibliotekets 2. sal i Kulturværftet. Modellen er restaureret på Kronborg og vil fremtræde med ny belysning, der kan medvirke til at levendegøre oplevelsen, ligesom der vil være en ”dronefunktion”, der kan forstørre detaljer i bymodellen.
- Karmeliterhuset er ikke længere i Museum Helsingørs regi. Den fremtidige anvendelse bestemmer byrådet, men det forlyder, at Museum Nordsjælland vil få tilbudt lokaler, hvor de kan huse/undersøge de geologiske fund, som vil blive afdækket ifm. gravearbejdet i middelalderbyen, når fjernvarmerørene, der kommende år skal i jorden.
- Efter generalforsamlingen fortalte forfatter og bestyrelsesmedlem Martin Davidsen, der også er publikumschef på Nationalmuseet, om sin historiske bogserie om Laurits Bogbinder, som foregår i Helsingør på 1500-tallet.
Ref. ved Carsten Rygaard d. 22.03.2025.
Referatet godkendt af formand Tom Sinding og generalforsamlingens dirigent Jan Niemann.